Angkor Wat og autentiske oplevelser på din rejse til Cambodia er skrevet af Camilla Kornerup
Oplevelserne står i kø når man rejser til Cambodia
Jeg sidder og kigger ned på mine tre blå tånegle. Den på lilletåen er ved at falde af, men de to andre får jeg vist allernådigst lov til at beholde, selvom de nu ligner noget, der burde amputeres.
Mine vandrestøvler stinker af mug, og jeg har stadigvæk mærker efter iglebid, strandlopper og ”mosquitos”. Det hele er blot et bevis for, at jeg netop er vendt hjem fra Sydøstasien, nærmere betegnet Cambodia, der – som jeg hurtigt fandt ud af – har mere end Angkor Wat at byde på.
Fra Phnom Penh til resterne af den franske kolonitid
Det hele begyndte for godt en måned siden i den nordøstlige del af Cambodia op mod grænsen til Vietnam. Jeg havde søgt tilflugt til den afsidesliggende provins Ratanakiri efter et par hektiske dage i Phnom Penh, hvor jeg hurtigt fik nok af larmende transportmidler, skrald i gader og stræder, stærk hede og dårlig luft.
I stedet valgte jeg at fortrække nordpå til landlig idyl og indlogerede mig i en smagfuldt restaureret gammel fransk guvernørbolig i den lille by Banlung. Byen ligger tæt ved områdets nationalparker og danner udgangspunkt for vandreture ind i regnskovens hjerte. Her startede min rejse til Angkor Wat.
Ensom dame næsten 40 år søger rejsefæller i Cambodia
Jeg besluttede at tage på opdagelsen ud i junglen, inden min rejse fortsatte mod Angkor Wat. Man skal have tilladelse og en guide, når man vil trekke i Virachey National Park. Jeg fik begge dele på parkens HQ, som ligger i udkanten af Banlung en god lille cykeltur fra hotellet.
På kontoret kiggede de mig lidt an, mens jeg spurgte, om der var nogen andre, der skulle på tur en af dagene, som jeg kunne følges med. Det var der ikke, de var netop taget af sted, og da det var regntid og finanskrise på en og samme tid, fik de ganske få bookinger i øjeblikket.
Jeg havde netop udstået 1½ dag i lokale busser på jordveje i Cambodia, med peanutgnaskende børn på skødet og synet af uendeligt dårlige musikvideoer på bussernes uddaterede tv, hvis lydniveau stadig tog til i styrke. Med andre ord var jeg ikke moden til at vende om, og det tog mig kun et splitsekund at beslutte at gå af sted alene, selvom jeg nok hjemmefra havde forestillet mig at trekke med andre.
”Do you know the jungle, mam?”, spurgte manden mig lidt forsigtigt på kontoret. Spørgsmålet fik mig til at drible tilbage i hukommelsen til tidligere rejser ned ad floder i Amazonas og op ad smattede skråninger på jagt efter orangutanger i Borneos regnskov; joo, jeg mente da egentlig nok, jeg kendte lidt til junglen, omend jeg var meget glad for at få en guide med.
Til kamp mod iglerne i Cambodias regntid
Når man rejser til Cambodia kan man ikke undgå at blive jagtet af blodsugende dyr på et jungletrek. I den tørre tid er det myg, der angriber ufortrødent, mens igler tager over i regntiden. Sidstnævnte dyr kendte jeg ikke personligt inden afgang.
Min søde og betænksomme guide udstyrede mig derfor med ”iglesokker”, en slags tyk lang lærredssæk formet som en strømpe a la dem børn får gaver i til jul. ”De beskytter mod det værste”, bekendtgjorde han inden jeg lettere beroliget kastede mig op bagpå hans motorcykel, og vi satte kurs mod nationalparken, inden turen gik til Angkor Wat.
Iført iglesokker op til knæene og en rygsæk med hængekøje, tøj, proviant til tre dage, en wok og den uundværlige tandbørste sejlede vi stille og roligt op ad floden mod stedet, hvorfra vi skulle starte med at gå. Første nat skulle vi tilbringe i en landsby hos en af områdets mange etniske minoriteter, Brao folket, som tilbyder parkens få turister en overnatning, mod at man spæder lidt til husholdningen.
De etniske minoriteter bor spredt i junglen, der strækker sig fra Cambodia ind i Vietnam og det sydlige Laos. Oftest rydder de et stykke skov og bor nogle familier sammen i træhuse på pæle, langt fra civilisationen.
I denne landsby dyrkede mændene cashewnødder og opdrættede vandbøfler, mens kvinderne holdt sammen på høns, grise og enorme børneflokke. De begynder allerede at stifte familie i 14-15 årsalderen på disse kanter, så de kan nå at producere en god portion poder medregnet en vis spildprocent, der dør som spæde som følge af sygdomme og dårlig hygiejne.
På besøg hos Brao folket
Opholdet i landsbyen var ganske hyggeligt, og al kommunikation foregik på fingersprog, da de lokale ikke taler khmer, som min guide og størstedelen af den øvrige cambodianske befolkning taler.
Jeg stod derfor også af på det sproglige og valgte at gå en tur rundt blandt husene og lade mig varte op af min guide og hans velsmagende wokmad, som han listigt tilberedte over ild til stor interesse for børnene, som sværmede omkring os, men var alt for generte til at komme nærmere.
Næste morgen fik vi følgeskab af en ung mand fra landsbyen, som gik med på turen som en ekstra guide, da vi havde en del at bære. Vi sejlede endnu en bid til vandrestien og begyndte vores trek tidligt næste morgen, mens solen endnu stod lavt.
Når man rejser til Cambodia, oplever man at vandstanden stiger betragteligt i regntiden, så det, der i den tørre tid er vandløb, bliver til floder. Da vi krydsede floderne gik vi i vand til halsen og holdt bagagen på hovedet. Vi var derfor gennemblødte hele tiden.
Med en høj luftfugtighed og bagende sol gjorde det nu ikke så meget, og selvom støvlerne var tunge, var de rare at have, for iglerne sprang lystigt til og bed sig fast alle vegne på støvler og iglesokker. Vi havde noget gift med, som vi smurte på de mest nærgående, men det var umuligt at holde alle bæsterne fra kroppen, og jeg overdriver ikke, når jeg siger, at jeg pillede henved 50 igler af mig om dagen – det skulle jeg lige vænne mig til!
I Vietnamkrigens fodspor før turen går videre til Angkor Wat
Regnskoven i Nordcambodia er tæt, og stierne er smalle og fedtede i regntiden. Vi banede os vej gennem krat og bambus med hænderne frem for os, skrævede over væltede træstammer, gled i mudder og sprang over vandløb. Det var sejt, men vildt spændende at finde vej, og tit kunne vi ikke se mere end et par meter frem.
Da vi havde slået lejr og spist nudler, gik der dog heller ikke længe, før vi faldt om i vores hængekøjer af bare udmattelse og sov, indtil gibbonabernes skrig vækkede os tidligt næste morgen.
Vi gik ad Ho Chi Minh-stien, som løber ind i det nordlige Cambodia. Flere steder lå der efterladte våben, som soldaterne fra Vietnamkrigen havde smidt fra sig. Jeg prøvede at forestille mig, hvordan det må have været at være amerikansk soldat på disse kanter i 70’erne.
Alene klimaet, iglerne og myggene får et hvidt menneske til at reagere voldsomt, og de var her endda i månedsvis, og så i krig med lokalkendte kræfter. Det må have været ubeskriveligt udmattende at krybe rundt i dette klamme klima og være på vagt hele tiden uden at kunne orientere sig ordentligt. Jeg forstår endnu bedre nu, hvorfor så mange soldater vendte hjem fuldstændig mentalt ødelagt.
Endelig i Cambodias civilisation igen og mødet med Angkor Wat
På sidstedagen begyndte jeg lige så stille at mærke kræfterne slippe op. Det er jo ikke noget særligt at gå i tre dage, men under de forhold føltes tre som ti, og efterhånden som antallet af vabler tog til, begyndte jeg at glæde mig til at se en ende på turen.
Vel ankommet tilbage til floden, vi skulle sejle hjem fra, smed jeg støvler og iglesokker, og minsandten om der ikke sad en lille igle og åd af mit åbne sår på hælen – da viste jeg, at det var tid til et sceneskift.
Tilbage på hotellet nogle timer senere, var der kun at smide alt tøj til vask, smutte i badetøjet og falde om i en liggestol med udsigt til poolens bløde vand. Aftenerne på hotellet var ubeskrivelige, hvor kokkene fusionerede khmer med fransk i en skøn symfoni, og efterhånden kom jeg til hægterne, fik pakket og sat kurs mod næste mål – Angkor Wat.
Der gik tre dage inden jeg fik ”tempelsyge” ved Angkor Wat
Jeg blev hentet allerede klokken halv syv om morgenen af min tuktuk-chauffør og guide. Turen fra Siem Reap ud til Angkor Wat er ganske kort, og pludselig står man der – foran verdens største religiøse monument og kigger benovet på de karakteristiske fem tårne, der spejler sig i en lille sø med lotus.
Det var super interessant at rejse tusind år tilbage i tiden og prøve at begribe, hvordan en million indbyggere forvandlede dette område til en pulserende metropol på størrelse med nutidens New York og dermed verdens største på sin tid.
Velfungerende infrastruktur, vandforsyning, paladser, et uendeligt antal templer og enorme voldgrave omkring de vigtigste beretter sammen med indskrifter, relieffer og statuer om et fantastisk intelligent folk. Kun fysikken sætter grænser for, hvor meget man orker at drøne rundt og se når man rejser til Cambodia, for der er hele tiden mere. Det ER virkeligt stort at opleve, og jeg er glad for, at jeg tog mig tre dage til det.
På cykel langs rismarkerne i Cambodia
Noget at det, jeg holder allermest af, når jeg rejser, er at få indblik i hverdagslivet blandt en befolkning. Det får man når man rejser til Cambodia, når man lejer en cykel og kører ud til fiskerlejer, fortsætter langs rismarker og stopper op i små landsbyer, hvor folk ikke er vant til at se turister.
Alt dette foretog jeg mig uden for byen Kampot, som ligger ved en flod i den sydlige del af landet ikke langt fra kysten. På rejser til Cambodia ser man også de lokale cykle, da de ikke har andre transportmidler; børnene hjuler af sted i deres blå og hvide skoleuniformer, mens kvinder og mænd fragter gods og varer til og fra markeder i nærheden.
Jeg var så heldig at være der, lige som regntiden satte ind, for det er tiden, hvor bønderne sår ris i de pladdervåde marker, som vandbøflerne netop har trampet jævne. Landskabet forvandles i denne tid til forskellige nuancer af lysegrøn, og da Cambodia overvejende er fladt, afløser det ene grønne ”ristæppe” det andet, så langt øjet rækker.
Vil du have flere rejsetips og historier? Så følg med på RejsRejsRejs Facebookside
Dovenskaben længe leve
En rundrejse i Cambodia kan med fordel afsluttes med sand mellem tæerne og næsen i sky på en af øerne ud for badebyen Sihanoukville. Jeg tilbragte fire dage på den stort set øde Koh Rong Samloem, lokket dertil af tanken om en primitiv bungalow på stranden og det indbydende navn Lazy Beach, hvor man bor.
Der er to timers sejlads derud, og i regntiden kan båden ikke lægge til broen, så man svømmer i land og får sine ting bragt ind i en vandtæt beholder.
Der var stort set ikke andre gæster, så der var dømt ren afslapning. Min puls faldt i takt med dagene, der gik og langsomt flød ud i en ensartethed og blev væk i horisonten. Jeg bevægede mig i en doven trekant mellem stranden, restauranten og bungalowen, indtil jeg havde læst min krimi færdig, og flybilletten mindede mig om, at jeg måtte bryde op. Så pakkede jeg rygsækken, bankede sandet af sandalerne og rejste ind til Phnom Penh, hvorfra det gik hjemover.
God rejse til Angkor Wat og resten af Cambodia!
Det her skal du se på rejser til Cambodia og Angkor Wat
- Angkor Wat
- Virachey National Park
- Phnom Penh
- Bayon
- Chau Say Tevoda
- Mekong floden
Vidste du: Her er top-7 bedste naturdestinationer i Asien ifølge Booking.coms millioner af brugere
7: Pai i det nordlige Thailand
6: Kota Kinabalu på Borneo i Malaysia
Få nummer 1-5 med det samme ved at skrive dig op til nyhedsbrevet, og kig i velkomstmailen:
Tilføj kommentar